Nålebinding er en teknik stammende tilbage fra broncealderen, eller meget ældre. Vævning og Nålebinding går sikkert hånd i hånd siden mennesker blev bofaste og begyndte at holde husdyr. Kendt fra det nordlige Skandinavien til Mesopotamien i syd og fra Irland til Ural bjernene i øst. Tekstilerne blev fremstillet i de baltiske lande og skandinavien. Derfra blev de solgt ud i Europa. Nålebinding var et håndværk i lighed med fremstilling af andre brugsgenstande.
Det har vist sig at det ældste fund er fra Egypten og kan dateres tilbage til det 4-6 årh.f.K.
Formålet var at bruge de garnender der blev til overs efter at et stykke tøj blev taget af væven. Disse garnender kunne bruges til at opsy f.eks vanter, huer, sokker.
Der blev spundet garn - ofte i afmålte længder - så man kunne sy af dem.
Det blev ikke bare til huer og vanter, men også langskaftede strømper og endog kapper.
I dag behøver vi ikke at begrænse os til disse emner. Det er muligt at fremstille nutidige ting som tasker, halstørklæder og endog større beklædningsgenstande som veste og trøjer.
I nålebinding er der mere end 500 i stingvariationer. De smalle er ca 1 cm i bredden til de bredeste på 4-5 cm.
Garnet der bruges må helst være uld eller mest uld – da kunststofgarner ikke er til at arbejde med. Tynde mohairgarner giver en fantastisk lethed i f. eks sjaler, og i selv tyndt uldgarn vil en vante blive meget varm.
I dag kan vi bruge fra bundter, hvor der rykkes ca 3m. lange stykker af og syes op ved hjælp af en ben, horn eller trænål , og ligesom med strik og hækling er det vigtigt, at længde og tykkelse af nålen passer til garnets tykkelse og stingets bredde.
Det vigtigste er dog at det er uldgarn med mindst 75% uld, eller ren bomuld. Kunststofgarner er meget træls at sy med.
Forskellige huer nogle er eget design andre er opskrifter fra Egon H. Hansen