Nålebinding er en teknik stammende tilbage fra vikingetiden og kendt fra det nordlige Skandinavien til Mesopotamien i syd og fra Irland til Ural bjernene i øst. Det har vist sig at det ældste fund er fra Egypten og kan dateres tilbage til det 4-6 årh.f.K. Udviklingsområdet er dog i landene rundt om Østersøen.

Formålet var at bruge de garnender der blev til overs efter at et stykke tøj blev taget af væven. Disse  garnender kunne bruges til at opsy  f.eks vanter, huer, sokker.

I dag behøver vi ikke at begrænse os til  disse emner. Det er muligt at fremstille nutidige ting som tasker, halstørklæder og endog større beklædningsgenstande som veste og trøjer.

I nålebinding er der mere end 500 i stingvariationer. De smalle er ca 1 cm i bredden til de bredeste på 4-5 cm.

Garnet der bruges må helst være uld eller mest uld – da kunststofgarner ikke er til at arbejde med. Tynde mohairgarner giver en fantastisk lethed i f. eks sjaler, og  i selv tyndt uldgarn vil en vante blive meget varm.

I dag kan vi bruge  fra bundter, hvor der rykkes ca 3m. lange stykker af og syes op ved hjælp af en ben, horn eller trænål , og ligesom med strik og hækling er det vigtigt, at længde og tykkelse af nålen passer til garnets tykkelse og stingets bredde.
Det vigtigste er dog at det er uldgarn med mindst 75% uld, eller ren bomuld. Kunststofgarner er meget træls at sy med.